Kunstanmeldelse:
Se filmen og hør hvordan Rie arbejder med hendes kunst...
Den 19/09/10, skrev Bjørn Ignatius Øckenholt:
Uddannet på Kbh´s kunstakademi og indehaver af Ignatius billedskole.
Rie Brødsgård
Labyrintisk overskuelighed
Der er en verden til forskel, og der er verdener i verdenen. Hverken Columbus eller Columbine opdagede noget uden at kigge sig omkring. Det undersøgende, det legende er langt hen ad vejen forudsætningen for at fare kvalificeret vild og finde noget, og noget andet end det forventede. Den der søger skal finde, og den der vover at dykke ned i kaninhullet og ind i kunsten bliver muligvis aldrig den samme igen, men måske sig selv. Et skræmmende møde. Eller et fornøjeligt. Eller begge dele.
At kigge efter labyrintens udgang er at se i den forkerte retning. Indenfor er der huse, mennesker og streger der ligner noget, når de ikke bare ligner streger. Indenfor er der citater af udenfor. Afrevne bydele blander sig med de virkeligheder der ligger lige for. Her er en både samler og spreder i gang. Der hentes ind med hænder og øjne uden skelen til oprindelig kvalitet. Det der ses og berøres ER. Det der ER kan bruges og gøres til billeder der i sig selv er sammenstykket virkelighed der som kort over labyrinten viser frem til nye værker. Der er ingen ende på vildvejene og tyngdekraften eksisterer ikke på en flade. Når man kigger ned i en sø ser man både himlen over sig, vandet under sig, sig selv og det der er under vandet. Rie Brødsgårds billeder har noget af den samme diffuse klarhed og muligheden for at opdage at man kigger på noget andet end det man så efter. Verdenen vokser stadig og der vil altid være hvide pletter på landkortene. Om ikke andet vil kunstnerne tilføje dem. Og det er godt.
Bjørn Ignatius Øckenholt